Hvordan jeg blev fortæller?

 

Første gang jeg oplevede levende fortælling, blev der åbnet en dør til en ny dimension i tilværelsen.

En vikartime på en kommuneskole i Næstved blev med et til et fantastisk eventyr. Vi blev fortalt.

Det var ”Legenden om Julerosen” af Selma Lagerløf, og det står mejslet knivskarpt i min erindring,

hvordan snetæppet ved usynlige kræfter blev trukket væk fra skovbunden og alle forårets blomster

 sitrende piblede frem. Ordene var selv små trylleblomster, der groede i vore ører og sind.

 

År derefter, i en sort tropenat i Sierra Leone gav en gammel vismand og seer, selv sort som natten,

mig tegnet: han lagde en fortællesten i min hånd.

I skrivende stund står den lille kegleformede sten med hul i midten ved min side.

 

Jeg kan slet ikke lade være med at fortælle; og det er ingen hemmelighed, at jeg elsker det.

Når jeg nu udelukkende beskæftiger mig med fortællevirksomhed, følger jeg mit hjertes lyst.

Og jeg tror det er verdens taknemmeligste job.