Hvordan jeg blev fortæller?

 

Første gang jeg oplevede levende fortælling, blev der åbnet en dør til en ny dimension i tilværelsen.

En vikartime på en kommuneskole i Næstved blev med et til et fantastisk eventyr. Vi blev fortalt.

Det var ”Legenden om Julerosen” af Selma Lagerløf, og det står mejslet knivskarpt i min erindring,

hvordan snetæppet ved usynlige kræfter blev trukket væk fra skovbunden og alle forårets blomster

 sitrende piblede frem. Ordene var selv små trylleblomster, der groede i vore ører og sind.

 

År derefter, i en sort tropenat i Sierra Leone gav en gammel vismand og seer, selv sort som natten,

mig tegnet: han lagde en fortællesten i min hånd.

I skrivende stund står den lille kegleformede sten med hul i midten ved min side.

 

Jeg kan slet ikke lade være med at fortælle, og det er ingen hemmelighed, at jeg elsker det.

Når jeg nu udelukkende beskæftiger mig med fortællevirksomhed, følger jeg mit hjertes lyst.

Og jeg tror det er verdens taknemmeligste job.